Udfordringer er der nok af

Strøtanker på baggrund af Emma Holtens oplæg ’Underskud’ hørt på Store Kursus med TR:

Siden år 2000 er indbyggerne i DK i gennemsnit blevet 30% rigere, den løn- og pristalsregulerede udgift pr. elev har været relativ stabil siden 2010. Men alligevel er både elever og lærere mere stressede, mindre lykkelige og mere i mistrivsel.  Hvorfor?

Ny viden og forskning indikerer, at offentlig styring ofte kigger for meget på måltal, fremfor at kigge på målet. For meget på hvad det koster (prisen), fremfor på hvad vi vil opnå (resultatet). Politisk er penge til offentlig velfærd en udgift, men der er ingen økonomiske modeller, der forholder sig til afkastet af investeringen eller prisen på ikke at have ordentlig velfærd. Der er groft sagt ingen fokus på de langvarige effekter og omkostninger ved, fx at 370 familier i Helsingør får tabt arbejdsfortjeneste, alt for mange børn ikke er i skolen, og at deres forældrene ikke er i arbejde. 

Så når der spares på fx skolen, så ses det udelukkende som en økonomisk gevinst for samfundet, ikke en potentiel risiko for mangel på afkast på sigt. Vi sparer penge, men forholder os ikke til, om vi lykkes med at danne og uddanne børnene til livsduelige mennesker, der kan træffe gode valg for egne liv og for fællesskabet.

Værdien af velfærd og omsorg for et andet menneske, så det er i trivsel, værdien af relationer mellem elever og lærere, værdien af at et barn lærer at læse, indgår ikke i hverken BNP eller de økonomiske modeller, der lægges til grund for det kommunale budget.

For at lykkes med at indfri folkeskolelovens formål om at skabe livsduelige mennesker, der kan træffe reflekterede og kvalificerede beslutninger for dem selv og fællesskabet, har hverken lærere eller elever brug for KPI’er (Key Performance Indicator) eller måltal. Det har vi haft siden skolereformen i 2014, og hverken de faglige resultater, elevtrivsel, sygefraværet eller personaleomsætningen er forbedret af den grund. Ej heller har en høj andel af pædagoger i folkeskolen forbedret elevernes trivsel eller faglige resultater. Tværtimod er der mere stress, mere skolevægring og mere tabt arbejdsfortjeneste end nogensinde. 

Så fremfor at se på hvad den enkelte elev har ret til, skal vi hellere se på, hvilke resultater vi ønsker for den enkelte elev. Hvad skal der til for at opnå det? Og her kommer medlemmer af Helsingør Lærerforening på banen. For de har den fagprofessionelle viden om, hvad der skal til for at vi når derhen.

Et lidt forenklet eksempel fra et velfærdsområde, hvor hastigheden er højere, og konsekvensen af beslutninger er langt mere tydelig. Lad os forestille os at en læge traf sine beslutninger undervejs i en operation, ud fra et måltal for overlevelsesrate, et budget, en politisk holdning eller en mavefornemmelse, fremfor ud fra en lægefaglig vurdering af, hvad der i den aktuelle situation er den rette og akutte, nødvendige indsats. Hvad ville der ske, hvis lægen skelede til måltallet fremfor at træffe beslutning ud fra, hvad der skulle til for at redde patienten, når patienten lå på operationsbordet? Fremfor at have blik for at nå målet - at patienten overlever? Så er det ikke længere lægens faglige vurdering, der styrer, men økonomi eller måltal. Og sådan er det desværre lidt i skolen i dag. Vi ser ikke på, hvad et barn har behov for at mestre eget liv efter skole, men på hvor mange penge vi har at investere i barnet lige nu. På budgettet.

Så er opfordring fra Helsingør Lærerforening er klar. Lyt til den viden lærerne har om hvad der skal til for at eleverne trives, lærer og oplever medbestemmelse, fremfor at lade ’synsninger’, mavefornemmelser, politiske ideologier eller økonomiske modeller styre.